Dagstur til paradiset Lagon Bleu Rangiroa
Dagstur til paradiset Lagon Bleu Rangiroa
Rejser du til Tuamotu ø-gruppen’s atol Rangiroa, så er det et must, at besøge Lagon Bleu. Små motuer på en perlerække, med et omkringliggende koralrev, danner en stor naturlig pool, en lagune i lagunen. Denne attraktion lever op til manges forestillinger om et sandt polynesisk paradis. Har du set billedeskønne fotografier fra Fransk Polynesien og drømt dig langt væk, så har du højst sandsynligt set billeder fra dette lille paradis. Lagon Bleu er en skjult eksotisk perle i Rangiroas kæmpe lagune, med turkis klart vand så langt øjet rækker, smukke sandstrande og svejende palmer, som du sent vil glemme. Hvis du vil opleve dette paradis, så læs videre her, om en oplevelsesrig dagstur til Lagon Bleu.
Udforsk Lagon Bleu Rangiroa:
1. Snorkling med sorttippede revhajer & citronhajer
Første stop på turen til Lagon Bleu er lige udenfor koralrevet, som danner lagunen i lagunen. På dette spot, er der førhen blevet fodret hajer af turister, hvilket fortsat tiltrækker hajer ved lyden af motorbåde. Heldigvis er hajfodringerne ophørt, så hajerne kan bevare deres naturlige jagtinstinkt, men deres tilstedeværelse siger vi ikke nej tak til. Her får du mulighed for, at hoppe i vandet og snorkle med en masse rolige sorttippede revhajer, mens de cirkulerer rund om dig. Er du til fridykning, så gemmer der sig citronhajer nede på sandbunden, 3-4 meter under dig.
↠ Tip: Medbring egen snorkel, maske & svømmefødder.
2. Oplev en pink sandbanke
Næste stop på turen er Pink Beach, en lyserød sandbanke, som er dannet af pulveriserede koraller. Her har du mulighed for, at gå en tur på den smukke sandbanke, omkrandset af klart turkis vand, mens små sorttippede babyhajer svømmer rundt, helt tæt på strandkanten – Nu begynder du så småt at føle, at du er i paradis!
3. Snorkling i lagunen
Efter at have gået fra sandbanken gennem lagunen i knæ-højt vand (pas på du ikke træder på baby revhajer), er du nu fremme ved motuen, hvor der senere vil blive serveret frokost. Mens din guide tilbereder en lækker polynesisk frokost, kan du passende lige tjekke vandtemperaturen. Grib derfor din maske og snorkel og se hvad der gemmer sig under havets overflade. Alternativt kan du tage en tiltrængt afkølende svømmetur i lagunen i lagunen, efter at du er blevet varmet godt igennem af solen.
4. Spis grillet polynesisk frokost
Nu er det tid til en lækker polynesisk frokost, som din guide har tilberedt på grillen. Det eneste du skal gøre, er at sætte dig til bords, få meter fra den fantastiske lagune og nyde din mad, i smukke omgivelser. Vores anbefalelse til en himmelsk frokost er grillet kylling og grillet frisk fanget fisk fra lagunen, med hjemmelavet grillet kokosbrød og salat til. Prikken over i’et: en kold sodavand eller øl, til at slukke tørsten med i varmen – aarh! Velbekomme.
↠ Læs mere: 8 Seværdigheder at opleve på Rangiroa.
5. Vandre rundt om fugleøen
Du har sikkert fra start bemærket, at der er rigtig mange fugle omkring motuen, hvor den polynesiske frokost blev serveret. Tag dine strandsko på og kameraet under armen og gå en tur langs øen, i det ankel-høje vand. Nu er det tid til at suge alle indtrykkene til dig og tage en masse billeder, mens du iagttager det imponerende fugleliv over dig. Husk at nyde dette paradis!
↠ Tip: Husk strandsko, der er små skarpe koraller i vandet.
Hvordan kommer du til Lagon Bleu Rangiroa
Der er kun en måde at komme til Lagon Bleu og det er med båd . Derfor skal du booke en dagstur til lagunen, som afgår fra Avatoru havn. Turen er et heldagsarrangement, som varer omkring 8 timer, inklusiv min. 1 times transport til og fra Lagon Bleu, alt afhængigt af vejret. Vi kan stærkt anbefale vores turguide Emmanuel, som er en venlig polynesisk mand, som elsker at fortælle om hans liv på Rangiroa. Der er gratis pick-up fra dit hotel/campingplads.
- Pris
560 DKK pr person
- Guide
- Pris
560 DKK pr person
Hvad skal du have med til Lagon Bleu
Det her er en vejledende liste, med hvad du skal medbringe til Lagon Bleu. Sejlturen dertil eller hjem, kan være hård med store bølger, overvej derfor om søsyge tabletter er noget du skal tage dagen før.
- Snorkel & Maske
- Svømmefødder
- Badetøj
- Strandsko el. dykkersko
- Trøje til at snorkle i
- Undervandskamera & kamera
- Vådsikker taske
- Masser snacks
- Solcreme
- Solbriller & Solhat
Her skal du bo på Rangiroa
På Rangiroa har du mulighed for, at bo i alt, lige fra et telt på stranden, til en hytte på pæle over lagunen. Rejser du på et backpack budget, anbefaler vi, at bo i telt på campingpladsen Rangiroa Plage og gemme pengene til dykning og andre aktiviteter. De fleste dykkerselskaber har gratis afhentning fra dit overnatningssted og det gælder også lagune turene.
↠ Find: Alle hoteller på Rangiroa her.
Relaterede
Blog kommentarer
Denne rejseblog var om
- June 22, 2019